17/4 - Kærlighed og kommunikation.

Kærlighed i den ideelle verden:
- Familie; ubetinget kærlighed, kan gives envejs, tilknytning, går galt-->store konsekvenser, intimitet, sex/nærvær, symbiose
- Venner; betinget kærlighed, gensidighed/symmetri (tovejs)
- Målgruppe (arbejdsrelationer); anerkendelse, positiv grænsesætning (sammenhæng/konsekvens), omsorg, forståelse, empati, spejling, bevidst om sig selv-->ikke projektere følelse over på bruger, rollemodeller, MAGT

Den mest effektive terapi er kærlighed mellem mennesker - uden kærlighed, ingen god relation.

De 3 P’er (E. Jappe)
- Det private rum vedrører kun os selv og vores privatliv. Ofte følelser, som vi ikke er bevidste om &(skænderier, dårlig morgen osv). Faktorer der ikke er vedrører arbejdet!
- Det personlige rum, er hvor der inddrages egne følelser og interesser, som andre kan have interesse i. Brug af intuition og handler bevidst derefter.
- Det professionelle rum, er hvor følelserne er tilsidesat. Her er der fokus på den viden som vi har erhvervet os gennem en faglig proces. Fx. gennem læsning af teori og refleksion over teoriens anvendelighed.

Arbejder man udelukkende professionelt, bliver man distanceret fra brugeren/sig selv. Tager man dog udelukkende udgangspunkt i det personlige, mangler man den faglighed, som det professionelle bedrager med.

For at fremme relationsarbejdet i pædagogisk kontekst, er inddragelse af føler en væsentlig faktor. Kort sagt kan man sige, at jo mere du giver af dig selv, jo lettere er det for brugern, at "give sig hen"og åbne op for dig som pædagog. Det er vigtigt, at man i det pædagogiskearbejde, husker på ovenstående således, at man har følelser med i relationsarbejdet, men at det forbliver en professionel relation.
Eksempelvis; En pige i børnehaven spørger daginstitutionen "elsker du mig?", hvortil pædagogen svare "ja jeg elsker dig, men ikke som din mor elsker dig. Din mor "knuser-elsker" dig". 

For at udvise kærligheden i pædagogisk praksis, kan man ikke bare nøjes med, at kommunikere dette verbalt eller "kropsligt", man skal inddrage alle elementer og kan med andre ord ikke bare fokusere på enkelte ting - dette glæder forøvrigt i alt relation og ikke bare i det pædagogisk arbejde.
I det pædagogiskearbejde kan man, så fremt man har svært ved forholde sig professionelt, støtte sig op af de tre P'er, således relationen ikke bliver for personlig for omsorgspersonen.

I forbindelse med inddragelse af følelser og kærlighedsbegrebet i den pædagogiske diskurs kan der opstå forskellige dilemmaer.  Blandt andet jalousi udvist fra forældrene,  hvis der bliver knyttet for tætte bånd mellem omsorgsperson og bruger. Derudover kan dilemmaer også opstå den anden vej omkring. Forholder pædagogen sig ikke professionelt i relationen, kan de for tæt knyttede bånd, også skabe personlige problemer for pædagogen selv. 

Umiddelbart har det været tænkt, som værende irationelt, at inddrage egne følelser i praksis, da man har "frygtet" for pædagogens bedste, i fald der skulle blive dannet en for tæt relation. Tidligere har det pædagogiske arbejde ligeledes stilet mod, at være fornuftigbaseret. Således gik man ud fra, at inddragelse af følelser ville være mere villedende for omsorgspersonen end hjælpende. 
Denne nye tildens er derimod, at følelser skal inddrages i arbejdet, da det skaber bedst mulighed for relationsopbyggelse og dermed udvikling. Dette skal, selvfølgelig, ikke udelukke, at man bruger sin sunde fornuft, tværtimod - men det ene udelukker så abselut ikke det andet, og skal det heller ikke. 

"Den mest effektive terapi er kærlighed mellem mennesker - uden kærlighed, ingen god relation"