15/4 - Kommunikation i professionel praksis

 1. Hvad der sker med vores relationer og kommunikation, hvis vi sætter objektivitet i parentes? Ved fx at begynde at opfatte den anden som en legitim anden - forstået som én, der ikke behøver at retfærdiggøre sig selv og sin opfattelse af verden over for os? Det vil sige, hvis jeg betragter (gennem min konstruktion/opfattelse) den anden som en legitim anden i sameksistens med mig.

 Hvis vi ikke kan have endegyldige objektive sandheder så er vi nødt til at drage vores egne ”sandheder” ud fra erfaringer og forforståelse.

 Hvis vi opfatter den anden som en legitim anden, som ikke behøver retfærdiggøre sig selv, så kommer vi ind på det at have et multivers, hvor alle har hver sin subjektive virkelighed.

 Vi snakkede om at det kan blive kaos eller forringe kommunikationen, hvis vi ikke har noget objektivt og konkret at forholde os til. Det vil blive et væld af holdninger og forskellige virkeligheder, som vi så igennem dialog skal arbejde videre med, så vi kan samskabe noget et nyt system og drage en kobling som vi kan være fælles om. Som Maturana siger, så er vi alle iagttagere og kan ikke se noget objektivt.

 2. Hvorfor kan det være svært at skabe ’rum’ for, at den anden fremstår for os som en legitim anden? Hvad synes at forhindre os i det?

 Hvis vi er meget opsat på gerne at ville have ret, så kan det være svært at være åben over for andres virkeligheder. Vi har alle nogle kognitive skemaer som vi gerne vil have, at de ting vi hører/oplever skal passe ind i og hvis det ikke passer ind så vil vi komme til at opleve kognitiv dissonans. Det er vigtigt at man prøver at forstå den anden og anerkende personen for det som den består i, men ikke nødvendigvis acceptere det. Det er vigtigt at være aktivt lyttende.

 Vi har også snakket om at kultur/religion kan være en stor forhindring i at se den anden som en legitim anden. Hvis to med vidt forskellige kulturer mødes og har en samtale så kan det være svært at se den anden som en legitim anden, fordi man er så overbevist om at ens kultur/religion er den rigtige.

 3. Hvilke implikationer(vanskeligheder) har det at sætte objektivitet i parentes for den måde, som vi arbejder på som pædagog? Hvilke situationer ville vi mon – som ’pædagog’ og ’kollega’ – have tacklet anderledes?

 Pædagoger i en institution har formentlig hver deres subjektive virkelighed/sandhed, men at det også er vigtigt at vi ud fra dem kommer frem til noget vi kan være sammen om og danne et nyt fælles system at arbejde ud fra. Det er vigtigt at være åben over for andres subjektive virkeligheder/sandheder. Et eksempel på noget vi som pædagoger arbejder fælles ud fra er BUPLS etiske værdiggrundlag. Det er ikke objektivt men et konstrueret værdisæt, som er der blevet enighed om at arbejde ud fra.

 4. Hvorfor kan det være vanskeligt at tænke og handle (arbejde) ud fra en opfattelse af, at virkelighed og dermed sandhed er relativ? Relativ i forhold til den kontekst den opstår i, og dermed afhængig af de mennesker der ’laver’ den.

 Vi tænker, at hvis alt er relativt, så er det svært at handle, fordi vi ikke har noget konkret at forholde os til ud over vores egen konkrete virkelighed. Der er heldigvis inden for pædagogisk arbejde nogle rammer eks. lovgivning som vi fælles arbejder indenfor, men hvis man eks. skulle lave en underretning om et barn der mistrives, så vil der jo være forskellige tolkninger af mistrivsel, men så gælder det om at finde en fælles forståelse for hvad det indebærer.

 5. Hvor megen magt er der egentlig indbygget i vores måde at fungere sammen på, som følge af den traditionelle virkelighedsopfattelse?

 Det traditionelle virkelighedssyn bygger på den forestilling, at der eksisterer én virkelighed og at den kan beskrives – bare vi bruger de rette metoder til at beskrive med.

 Det traditionelle syn på virkelighed danner den logiske baggrund for forestillingen om, at den rette beskrivelse af virkeligheden kán laves (og ofte er det netop ens egen, der er den rette?!). Det er derfor de andre – hvis de har en anden opfattelse af virkeligheden – der tager fejl. Og her starter balladen.

 Vi kom frem til, at mængden af ressourcer/værktøjer vil have en stor betydning for hvor meget magt, der er i den måde vi mennesker kommunikerer på. Vi har en formodning om at jo flere ressourcer og evt. også det at være en autoritet har indflydelse på hvor ”nemt” det er for en at gennemtrumfe netop sin virkelighedsopfattelse. Vi var inde omkring Hitler, som vha. de rette metoder fik gennemtrumfet sin opfattelse af virkeligheden. Vi er klar over at det er et ekstremt tilfælde, men synes det giver et meget godt eksempel på det med ikke at være åben over for andres virkelighedsopfattelser.