22/4 - Samhandlingsritual - Pinligt.

Pinlighed er med til, at opretholde de sociale strukture (rammer). Vi indgår allesammen under nogle uskrevne regner,  disse er til for, så vidt muligt, at undgå uønskede situationer. Vi agere alle efter samhandlingsritualer, disse skal sikre individet mod forlegenhed og "farlige" situationer. For at styre uden om disse "farlige" situationer, benytter vi os af defensive practices og protective practices. I defensive practices beskytter vi vores eget jeg og vores difinitiation af dette. I protective practices beskytter vi andre. Eks. "det du mente var...". Vi kender alle til "onklen" der altid er fuld og tror han er sjov til familiefesten. I situationen griner vi alle af ham, og lader det være en naturlig del af ritualet - på trods af alle ved onklen er langt over grænser og onkelen også dybest set selv ved det. På denne måde bliver ingen pinligt berørt af omstændighederne og onklens opførsel og vi undgår en eventuel konflikt (fare).
Hvis ikke man får afviget den farlige situation, med de redskaber ritualerne foreskriver, eksempelvis øjenkontakt med den modgående på fortorvet. Vil en pinlig/farlig situation opstår - Til skamme og forlegenhed for alle implicerede.

17/4 - Kærlighed og kommunikation.

Kærlighed i den ideelle verden:
- Familie; ubetinget kærlighed, kan gives envejs, tilknytning, går galt-->store konsekvenser, intimitet, sex/nærvær, symbiose
- Venner; betinget kærlighed, gensidighed/symmetri (tovejs)
- Målgruppe (arbejdsrelationer); anerkendelse, positiv grænsesætning (sammenhæng/konsekvens), omsorg, forståelse, empati, spejling, bevidst om sig selv-->ikke projektere følelse over på bruger, rollemodeller, MAGT

Den mest effektive terapi er kærlighed mellem mennesker - uden kærlighed, ingen god relation.

De 3 P’er (E. Jappe)
- Det private rum vedrører kun os selv og vores privatliv. Ofte følelser, som vi ikke er bevidste om &(skænderier, dårlig morgen osv). Faktorer der ikke er vedrører arbejdet!
- Det personlige rum, er hvor der inddrages egne følelser og interesser, som andre kan have interesse i. Brug af intuition og handler bevidst derefter.
- Det professionelle rum, er hvor følelserne er tilsidesat. Her er der fokus på den viden som vi har erhvervet os gennem en faglig proces. Fx. gennem læsning af teori og refleksion over teoriens anvendelighed.

Arbejder man udelukkende professionelt, bliver man distanceret fra brugeren/sig selv. Tager man dog udelukkende udgangspunkt i det personlige, mangler man den faglighed, som det professionelle bedrager med.

For at fremme relationsarbejdet i pædagogisk kontekst, er inddragelse af føler en væsentlig faktor. Kort sagt kan man sige, at jo mere du giver af dig selv, jo lettere er det for brugern, at "give sig hen"og åbne op for dig som pædagog. Det er vigtigt, at man i det pædagogiskearbejde, husker på ovenstående således, at man har følelser med i relationsarbejdet, men at det forbliver en professionel relation.
Eksempelvis; En pige i børnehaven spørger daginstitutionen "elsker du mig?", hvortil pædagogen svare "ja jeg elsker dig, men ikke som din mor elsker dig. Din mor "knuser-elsker" dig". 

For at udvise kærligheden i pædagogisk praksis, kan man ikke bare nøjes med, at kommunikere dette verbalt eller "kropsligt", man skal inddrage alle elementer og kan med andre ord ikke bare fokusere på enkelte ting - dette glæder forøvrigt i alt relation og ikke bare i det pædagogisk arbejde.
I det pædagogiskearbejde kan man, så fremt man har svært ved forholde sig professionelt, støtte sig op af de tre P'er, således relationen ikke bliver for personlig for omsorgspersonen.

I forbindelse med inddragelse af følelser og kærlighedsbegrebet i den pædagogiske diskurs kan der opstå forskellige dilemmaer.  Blandt andet jalousi udvist fra forældrene,  hvis der bliver knyttet for tætte bånd mellem omsorgsperson og bruger. Derudover kan dilemmaer også opstå den anden vej omkring. Forholder pædagogen sig ikke professionelt i relationen, kan de for tæt knyttede bånd, også skabe personlige problemer for pædagogen selv. 

Umiddelbart har det været tænkt, som værende irationelt, at inddrage egne følelser i praksis, da man har "frygtet" for pædagogens bedste, i fald der skulle blive dannet en for tæt relation. Tidligere har det pædagogiske arbejde ligeledes stilet mod, at være fornuftigbaseret. Således gik man ud fra, at inddragelse af følelser ville være mere villedende for omsorgspersonen end hjælpende. 
Denne nye tildens er derimod, at følelser skal inddrages i arbejdet, da det skaber bedst mulighed for relationsopbyggelse og dermed udvikling. Dette skal, selvfølgelig, ikke udelukke, at man bruger sin sunde fornuft, tværtimod - men det ene udelukker så abselut ikke det andet, og skal det heller ikke. 

"Den mest effektive terapi er kærlighed mellem mennesker - uden kærlighed, ingen god relation"

Faglig problemstilling vdr. pædagogisk praksis.

Interne komunikationsproblemer personalet imellem. Grupperinger i personalegrupper er i uenige i arbejdsstyrkturen det kommende år.

Produktions domæne.
Hvor, helt konkret, er det komunikationen slår fejl? Er det pressede situationer eller særligt mandag morgen osv.

Personligt domæne.
Hvor oplever du komunikationen fejler?
- Hvordan føler du vi bedst kan omgå dette?

Reflektions domæne.
Hvad kan vi i personalegruppen, gøre for at fremme komunikationen? Fast møde?

15/4 - Kommunikation i professionel praksis

 1. Hvad der sker med vores relationer og kommunikation, hvis vi sætter objektivitet i parentes? Ved fx at begynde at opfatte den anden som en legitim anden - forstået som én, der ikke behøver at retfærdiggøre sig selv og sin opfattelse af verden over for os? Det vil sige, hvis jeg betragter (gennem min konstruktion/opfattelse) den anden som en legitim anden i sameksistens med mig.

 Hvis vi ikke kan have endegyldige objektive sandheder så er vi nødt til at drage vores egne ”sandheder” ud fra erfaringer og forforståelse.

 Hvis vi opfatter den anden som en legitim anden, som ikke behøver retfærdiggøre sig selv, så kommer vi ind på det at have et multivers, hvor alle har hver sin subjektive virkelighed.

 Vi snakkede om at det kan blive kaos eller forringe kommunikationen, hvis vi ikke har noget objektivt og konkret at forholde os til. Det vil blive et væld af holdninger og forskellige virkeligheder, som vi så igennem dialog skal arbejde videre med, så vi kan samskabe noget et nyt system og drage en kobling som vi kan være fælles om. Som Maturana siger, så er vi alle iagttagere og kan ikke se noget objektivt.

 2. Hvorfor kan det være svært at skabe ’rum’ for, at den anden fremstår for os som en legitim anden? Hvad synes at forhindre os i det?

 Hvis vi er meget opsat på gerne at ville have ret, så kan det være svært at være åben over for andres virkeligheder. Vi har alle nogle kognitive skemaer som vi gerne vil have, at de ting vi hører/oplever skal passe ind i og hvis det ikke passer ind så vil vi komme til at opleve kognitiv dissonans. Det er vigtigt at man prøver at forstå den anden og anerkende personen for det som den består i, men ikke nødvendigvis acceptere det. Det er vigtigt at være aktivt lyttende.

 Vi har også snakket om at kultur/religion kan være en stor forhindring i at se den anden som en legitim anden. Hvis to med vidt forskellige kulturer mødes og har en samtale så kan det være svært at se den anden som en legitim anden, fordi man er så overbevist om at ens kultur/religion er den rigtige.

 3. Hvilke implikationer(vanskeligheder) har det at sætte objektivitet i parentes for den måde, som vi arbejder på som pædagog? Hvilke situationer ville vi mon – som ’pædagog’ og ’kollega’ – have tacklet anderledes?

 Pædagoger i en institution har formentlig hver deres subjektive virkelighed/sandhed, men at det også er vigtigt at vi ud fra dem kommer frem til noget vi kan være sammen om og danne et nyt fælles system at arbejde ud fra. Det er vigtigt at være åben over for andres subjektive virkeligheder/sandheder. Et eksempel på noget vi som pædagoger arbejder fælles ud fra er BUPLS etiske værdiggrundlag. Det er ikke objektivt men et konstrueret værdisæt, som er der blevet enighed om at arbejde ud fra.

 4. Hvorfor kan det være vanskeligt at tænke og handle (arbejde) ud fra en opfattelse af, at virkelighed og dermed sandhed er relativ? Relativ i forhold til den kontekst den opstår i, og dermed afhængig af de mennesker der ’laver’ den.

 Vi tænker, at hvis alt er relativt, så er det svært at handle, fordi vi ikke har noget konkret at forholde os til ud over vores egen konkrete virkelighed. Der er heldigvis inden for pædagogisk arbejde nogle rammer eks. lovgivning som vi fælles arbejder indenfor, men hvis man eks. skulle lave en underretning om et barn der mistrives, så vil der jo være forskellige tolkninger af mistrivsel, men så gælder det om at finde en fælles forståelse for hvad det indebærer.

 5. Hvor megen magt er der egentlig indbygget i vores måde at fungere sammen på, som følge af den traditionelle virkelighedsopfattelse?

 Det traditionelle virkelighedssyn bygger på den forestilling, at der eksisterer én virkelighed og at den kan beskrives – bare vi bruger de rette metoder til at beskrive med.

 Det traditionelle syn på virkelighed danner den logiske baggrund for forestillingen om, at den rette beskrivelse af virkeligheden kán laves (og ofte er det netop ens egen, der er den rette?!). Det er derfor de andre – hvis de har en anden opfattelse af virkeligheden – der tager fejl. Og her starter balladen.

 Vi kom frem til, at mængden af ressourcer/værktøjer vil have en stor betydning for hvor meget magt, der er i den måde vi mennesker kommunikerer på. Vi har en formodning om at jo flere ressourcer og evt. også det at være en autoritet har indflydelse på hvor ”nemt” det er for en at gennemtrumfe netop sin virkelighedsopfattelse. Vi var inde omkring Hitler, som vha. de rette metoder fik gennemtrumfet sin opfattelse af virkeligheden. Vi er klar over at det er et ekstremt tilfælde, men synes det giver et meget godt eksempel på det med ikke at være åben over for andres virkelighedsopfattelser.

14/4- Kompensatorisk pædagogik vs. Interkulturel pædagogik

Kompensatorisk pædagogik:

Skal vi reparere børnenes “fejl” eller kvalificerer deres forskelle?

Den kompensatoriske pædagogik har sine rødder i 1960ernes USA, her var den indre bys fattige områder præget af kriminalitet og fattigdom, og den hvide middelklasse fraflyttede. På daværende tidspunkt var det normen at sorte og fattige børn blev intelligenstestede af psykologer. Disse tests skulle hjælpe til at finde en måde, hvorpå man kunne rette op på de sorte fattige børns intellektuelle mangler. Uddannelsesformen, som skulle redde disse børn fra slum og moralske mangler, blev den kompensatoriske pædagogik.

Denne pædagogik er først og fremmest baseret på antagelser om, at det fattige barns opvækst og livsvilkår ikke er tilstrækkelige i forhold til, at barnet kan få en normal intellektuel udvikling. Her bygger det på antagelsen om, at barnets miljø ikke er i stand til at tilbyde barnet tilstrækkelig stimulering, og her tales både om fysisk og socialt miljø, altså forældrene ses her som en vigtig faktor.

Didaktisk set er løsningen ifølge en kompensatorisk tankegang at gribe ind tidligt med en forebyggende indsats, som så skulle have langsigtet virkning både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

(Kilde: Interkulturel pædagogik, Horst, C)

 

Interkulturel pædagogik

Det grundlæggende princip for interkulturel pædagogik er, at alle børn bør have de bedste muligheder for at lære mest muligt og for at klare sig godt i uddannelsessystemet og derefter på arbejdsmarkedet og i samfundet.

 Det sekundære mål er at bidrage til at skabe et samfund, der hænger sammen (er integreret) og har færrest mulige sociale og etniske konflikter, som splitter samfundet.

 Den interkulturelle pædagogik er altså indstillet på at gøre op med den såkaldte negative sociale arv, men den er uenig i, at det kan gøres ved at stemple en stor gruppe elever og deres familier som kulturelt og sprogligt depriverede eller som en særlig risikogruppe.

 Et tredje tema i interkulturel pædagogik er indholdet af undervisningen og dens betydning for elevernes identitetsudvikling og deltagelse i skolen. Curriculum har aldrig blot været en formidling af neutral viden, men en måde at fremstille en dominerende opfattelse af verden på.

 Formidlingen af viden er altid selektiv, da nogle perspektiver er taget med, mens andre er udeladt.

 Den simpleste måde at integrere et interkulturelt indhold i undervisningen samt at inddrage kulturelle elementer fra minoritetsbørnenes baggrund i undervisningen er ved, at inddrage personer, begivenheder og fortællinger fra historien, legender og eventyr fra deres forældres hjemlande.

13/4 - Dialog mellem ordene

Dialog er forudsætning for relationdannelse, denne er selvfølgelig med udgangspunkt i to eller flere personer. Det er personlighedsdannende og en måde vi tillægger os ny viden, om en emne eller personen vi føre dialogen med. Det er vigtigt, at alle parter i dialogen er aktivt deltagende/lyttende, og at der vises anerkendelse/og inddrages, så alle føler sig som en del af dialogen - ellers er der mulighed for at dialogen udvikler sig til en monolog.
Den ikke-vidende position er et fantastisk udgangspunkt for dialogen, da man indtager en neutral position, som ikke af farvet af holdninger man eventuelt måtte have haft på forhånd. På denne måde indbyder man også ens samtalepartner til at give mere af sig selv, med personens egne ord og udtryk. Det siger sig selv, at alt dette ikke bare kommer af sig selv - den ikke-vidende er nød til at være nysgerrig og spørge ind til den anden, selvfølgelig med øje for den andens grænser mm. Et pratisk eksempel er psykologen. Man skal vise forståelse, være bekræftende og anderkendende. Forståelse drejer sig om, at man tager del i indholdet i den historie der bliver fortalt. Man deltager i den analoge komunikation ved brug af stemmeleje, ordsammensætning og kropssprog. Man skal tilsidesætte egen tolkning.
Bekræftelse kan forståes som, at give kraft til den andens fortælling, bekræftelse bliver oplevet i øjeblikket og er ikke en betegnelse for en teknik eller metode - det er et nødvendigt element for etablering af tillid.
Åbenhed forståes som at være åben overfor den andens holdninger, på trods af ens egen overbevisning.

For at have en anderkendende relation,  bliver man nød til at være erkendende,  dette udviser man ved at være bekræftende, forstående og åben overfor samtalepartnerens holdninger og meninger.

Selvrefleksivitet handler om løbende at observere sig selv i samtalen og se sine grænser før man overskrider disse. Selvafgræsning, drejer sig om at skelne samtalepartnerens følelser og oplevelser fra sine egne. Begge af disse kompetancer er relevante for, at alle har en oplevelse af en ligeværdig dialog.

8/4 ICDP - Fra teori til praksis.

I arbejdet med omsorgssvigtede, unge som gamle, kan vi i vid udstrækning benytte os af alle samspiltemaerne, de skal dog justeres til/efter brugerens behov. Eksempelvis er det ikke det allermest nødvendige, at justere sit toneleje i arbejdet med en ung hashmisbruger - forudsat at man ikke direkte råber af vedkomme. Som et andet eksempel er "de gyldne øjeblikke" altid relevante, alle har, uanset hvilket stadie de befinder sig på, glæde af, at huske tilbage på en succesoplevelse.

Det kan være en hindring i arbejdet, hvis omsorgspersonen ikke selv har oplevet nærvær. 

Ergo mangel nærvær og erfaring gør det svært at etablere dette ved andre personer.

Har man fokus på de første 4 samspiltemaerne skal man være opmærksom på fænomenet "double bind". Double bind er kort fortalt at give sige et og vise noget andet. Det er fondementalt at det verbale hermonisere med det nonverbale. 

Er der forskellige læringsbehov i gruppen af burgere, er det essentielt at omsorgspersonen er bevist om dette og arbejder med de forskellige bruger på det niveau hvor brugeren befinder sig. Der ofte resoursemangel, så vi er indstillet på at vi som pædagog, desværre er nød til, at handle nytteetisk, og tilgodese den største gruppe af brugere.

Samspilstema 8 adskiller sig fra almindelig "skæld ud", ved ikke så meget at fokusere på den givne situation. Tema 8 er mere forebyggende og giver brugeren vejledning i, at reflektere over situationen, danne sig et overblik -  og dermed kunne undgå en lignende situation opstår igen. "Skæld ud" er den kortvarige proces hvor barnet eller brugeren bliver ekskluderet som aktør i eget liv og ikke bliver inddraget i problemløsningen og dermed en konstruktiv udvikling.

http://www.ucn.dk/Forside/ICDP/Forside/De_otte_samspilstemaer.aspx